Kindir

[Solstice]

jeg har lige været ude og gå mig en lang tur i arrigskab. det skulle være så godt, siges der jo. men jeg ved ikke om jeg vil erklære mig enig egentlig, for det er som om, at når man vender snuden mod hjem igen, og for hvert skridt der fører en nærmere hjem...
ja... så ryger den der indre ro igen, og følelsen af at være forurettet vender tilbage... med usvigelig sikkerhed...
kun for at man kan plante sin røv i en stol, eller en sofa, når man igen er hjemme... i uoverskuelig vildrede.
skal jeg åbne munden og få det ud... eller skal jeg bare holde min kæft... og så kan hun sgu lære det...

jeg vælger som oftest stilheden...
for jeg plejer at gå uden mad i maven, og er altid helt sukkerkold... og på denne årstid også forfrossen... når jeg vender hjem... og jeg gider egentlig heller ikke det der råberi...
for det er jo råberiet der driver mig ud af døren til at starte med...

men så slentrer man rundt der i byens sneklædte og halvmørke gader. der er ikke meget storby over slagelse... vi har ikke engang by nok, til at have rigtige bydele, med smarte navne som digtere og musikere... og andet godtfolk... har udødeliggjort i deres værker...
vi har midtbyen og alt det udenom.
men det er også ok... for det betyder også at gaderne er næsten tomme, på sådan en tirsdag som idag - ved spisetid.
for det giver nemlig ro og plads til at tænke, når man ikke hele tiden skal forholde sig til en eller anden skikkelse der kommer forfra eller bagfra.
jo jo... for den selvmedlidende kan det selvfølgelig godt være en anelse ensomhedsforstærkende... men dem om det...

og det er egentlig heller ikke fordi man kan bruge sine tanker til så forbandet meget... man sætter jo ikke stolen for døren alligevel... og imorgen er verden stadig den samme...
men en sjælden gang imellem... når man står med våde og kolde fødder i den vandpyt man ikke anede var der... kan man få en tanke, man slet ikke kan slippe.
"det eneste jeg ønsker mig af livet er frihed"
og man kan bagefter blive helt deprimeret når man opdager at det eneste man ikke kan opnå er friheden
for jeg må nødvendigvis lønslave mig igennem en tilværelse, for at sikre mig måltiderne, skiftesko - nu hvor dem jeg har på er gennemblødte - mp3'eren der gir mig lov til at lukke verden ude...
og jeg må nødvendigvis forpligte mig overfor dem jeg holder af... jeg må være pålidelig, til at regne med... ellers gider ingen jo holde af en
og jeg må indlade mig på spillereglerne... hvis jeg vil spille spillet

jeg kan selvfølgelig til hver en tid vælge det hele fra... og trøste mig selv med, at det valg da klart er et udtryk for den frihed jeg synes jeg drømmer om...

men jeg fryser og mine tæer begynder at gøre ondt, så jeg flytter foden fra pytten igen og blir enig med mig selv om, at den slags drømmeri er formålsløst, for uanset hvad, så skal jeg hjem og sidde i et rum fyldt med trykkende stilhed, og imorgen ringer vækkeuret og jeg tager på arbejde...
_________________
Bo

[Solstice]

rutiner.
vi fylder hverdagen med alverdens ritualer og rutiner, hvis eneste formål synes at være at forhindre at vi udvikler stress og angst... og fuldstændig mister overblikket.
at vi har noget vi kender at slappe af i...

og fra tid til anden opdager man, at man er fuldstændigt styret af de her rutiner. at de måske i langt højere grad forstærker den der angst og stress. og det er et helvede... for man ender med at gå i flere timer, med den her uforløste følelse indeni... den her mangel, der fylder og optager tankerne... helt ufrivilligt

jeg skal trykke mindst 2 gange snooze før jeg står op. så skal vandet til kaffen sættes over. mens det kommer i kog, skal jeg bade, og så ind i stuen og sidde og nyde kaffen og en smøg, før jeg tager mit tøj på.
og skulle det ske, at jeg ikke får tændt elkedlen før jeg går i bad, eller skulle en kold stue tvinge mig i tøjet før kaffen... så er jeg helt forvirret, og ender med at gå hjemmefra med en følelse af, at noget er galt... noget er uforløst.

jeg skal have tre hurtige sug uden at puste ud, før jeg kan slukke en smøg, og den skal skydes væk, eller slukkes i askebægeret før jeg kan puste ud...
hvis ritualet kikser kan jeg tage mig selv i at gå hen og samle skoddet op, og gentage indtil det lykkes... eller jeg tænder ganke enkelt en ny, to minutter efter.

jeg skal have pebber på min kødpølsemad... ellers er det som om den ikke fylder i min mave... så er det som om jeg ikke kan blive færdig med at spise...
jeg har taget mig selv i... med udspilet mave, proppet... at stå og smøre mig endnu en kødpølsemad... fordi jeg glemte at drysse pebber på.

og således bruger vi livet på at udvikle og oparbejde vaner og rutiner nok, til at vi som pensionister kan fylde det meste af dagen med dem.

min mormor, der snart blir halvfems, og egentlig ikke har noget hun skal... er et af de travleste mennesker jeg kender.
hun står op klokken 7 - senest - hver morgen.
for hun har så mange gøremål.
blomsterne skal vandes, bordene tørres af, kaffen skal drikkes, kortene skal spilles, ukrudtet skal luges, rodet skal ryddes op, sokkerne skal stoppes, sutskoene skal hækles, frugterne syltes og koges og hvad de nu skal, pålægget skal fryses ned, maden skal tages op, kartoflerne skrælles, støvet skal støves af, skabene vaskes... osv. osv. osv.
og så skal hun selvfølgelig også lige nå middagsluren.
efter en portion varm middagsmad naturligvis
for brød spiser man om aftenen... og det slutter altid af med en fedtemad med salt

og det hele foregår stort set hver dag... ok hun sylter og koger ikke så meget om vinteren... men så hækler og strikker hun bare mere...
og hvis ikke hun får gjort alle de her ting... ikke fordi noget trænger, eller nogen i familien f.eks mangler hverken syltetøj eller uldsokker... og jeg har heller aldrig set et stykke ukrudt i hendes have... eller skyggen af støv eller rod i hendes hjem...
jeg tror ikke engang hun har en vasketøjskurv, for hendes tøj er fandme næsten allerede vasket igen, før det er brugt... men hvis ikke hun får gjort alt det her...
så er hun vildt stresset og har slet ikke tid til at sætte sig og læse seneste udgave - eller bare et gammelt eksemplar - af "Readers Digest"... eller "Det Bedste" som det hedder på dansk
og hun har ikke ro til at se sine tyske Slager-programmer om aftenen...

hun blir lige så stresset og angst som jeg gør, når jeg sover for længe, og må springe hele morgenritualet over.
for der er i forvejen ingen tid at spilde... alt er nøje tilrettelagt og timet.
en mørk og truende dommedagssky hænger over mit hoved hele dagen... jeg blir irriteret, og har det som om jeg endnu ikke er stået op... og jeg kan slet ikke ramme dagen.

jeg har sovet for længe to dage i streg nu...
og det er virkelig stressende
_________________
Bo

[Solstice]

"hel fåviårt!!!"

hans pupiller er som knappenålshoveder. og blikket er vildt, flakkende... og sylespidst.
åndedrættet er hidsigt, hurtigt... og bevægelserne er pludselige, ufokuserede, og alligevel målrettede.
hans udtryk er smerte, fortvivlelse, angst.

han er plaget... det er helt tydeligt.... og understreges yderligere af de lavmælte smertefulde og barnagtige klynk, han jævnligt udstøder, efterfulgt af ordene:
"nej... jæp maj... hel fåviårt... op kyr"

han kravler langs gulvet, mens fingrene hidsigt kradser på en plet der ikke er der... blikket ændrer fokus... nu er den på stikkontakten... nu på bordet... vindueskarmen, dørhandtaget, gulvet igen... hele tiden med en hidsig poleren på noget der ikke er der

"jæp maj... nullermæ... hel fåviårt"

fire voksne mænd skærmer ham af... bruger deres kroppe som en fysisk afgrænsning, der gradvist gøres mindre og mindre, indtil den eneste retning er væk... ud af rummet...
en vase ryger gennem luften... retningen er ubeslutsom... de fleste er i fare... og han springer mod sin flugtvej...
klynkende "nej... ik slå nej... offizz ornli"

han finder sit rum... sit fredhellige sted. her er intet udover en madras på gulvet og et bord, samt en gammel cd-afspiller hvorfra den samme peter plys historie fylder rummet på repeat.
men der er pletter på væggen, på gulvet, i vindueskarmen, døren, stikkontakten, inde i cd-afspilleren... overalt...
og pulsen stiger igen... vejrtrækningen intensiveres... klynkelyde...

han slår... han slår hurtigt og målrettet...
og springer derefter ned på sin madras, mens han fuld af smerte og angst klynker:
"ikk slå nej"

og der sidder vi så... ham og jeg...
han ligger med et tæppe over sig.... urolig... og med fødderne på mit skød... de skal nusses...
den fysiske kontakt giver ro... tryghed...
mens spørgsmålene hagler ned over mig...
er det idag mor kommer
skal han i køge svømmeland
skal han gå en tur i eftermiddag
passer jeg på ham... igen og igen
"Boooo.... pas på xxxx'er?"
"ikk baarng naj?"

ja jeg passer på ham
nej jeg er ikke bange...

men jeg i allerhøjeste alarmberedskab... adrenalinen pumper rundt i mine årer... og jeg er på vagt... alt bliver registreret, hver eneste lille bevægelse analyseres
er det nu angrebet kommer?

han løfter hovedet...
"nææs av" - han er blevet opmærksom på mine piercinger

i hurtige bevægelser rækker han ud efter dem... næsen... munden... panden...
de forstyrrer ham...
og jeg siger
"nej... ikke i hovedet. det bryder jeg mig ikke om"
"ikk håd naj"

og jeg griber hans hånd...
igen og igen...
han ændrer retning og kører hånden gennem mit hår, mens han smiler et plaget smil

det løber koldt ned af ryggen på mig, og panikken lurer lige under overfladen... men jeg forbliver passiv... forbliver uberørt udadtil...
"ikk barng naj?"

"nej... jeg passer på dig... jeg forlader dig ikke"

og jeg ved jeg taler sandt... jeg forlader ham ikke, og jeg er ikke bange for ham... jeg ved at hvis det går galt, går det galt... og jeg ved, at hvis jeg viger bare en millimeter, har jeg undergravet mig selv fuldstændig...

da jeg forlader rummet fordi jeg bliver afløst er jeg træt...
jeg skal lige have en pause, før jeg vender tilbage

han gør ondt i hjertet på mig... hans smerte, hans angst... det plager mig
adrenalinen gør mig bare træt når den forlader kroppen
det er alt det andet der hænger ved

jeg har gjort det her i 10 år nu...
men jeg har aldrig oplevet noget lignende...
_________________
Bo

[Solstice]

vi har alle hver vores særheder.
det har vi.

små ritualer vi dyrker med ubevidst stolthed
særheder, svagheder, eller bare karateristika for vores person.

jeg er for eksempel ikke et særligt punktligt væsen.
jeg har ofte en fejlmargin på en 3-4 minutter. ikke fordi jeg sigter efter det eller noget... jeg er bare af en eller anden grund, ofte lige de der par minutter bagefter.
og for nogen er det irriterende, for andre er det fuldstændig ligegyldigt...

jeg selv mener ikke det betyder en skid, når minutterne alligevel bare ville være blevet brugt på smalltalk med kolleger jeg egentlig ikke rigtig gider smalltalke og ryge morgensmøger med...
min chef er naturligvis uenig.

det lader han mig vide, gang på gang.
og lidt spøjst er det, at det kun er mig der skal vide det her med punktlighed fra toppen...

og fred være med det... min mødetid hedder 8 til 15:30... det bliver jeg betalt for.
det sjove er bare, at jeg stort set altid er den sidste der forlader arbejdspladsen... efter 15:30
og dermed kan jeg registrere alt fra kolleger til chefer forlade arbejdspladsen mellem 10 og 15 minutter for tidligt...
men det taler vi selvfølgelig ikke om.

men så bliver jeg faktisk irriteret når jeg bliver hevet på loftet for at få en af de der inspektørsamtaler som man fik i folkeskolen
for ikke nok med at jeg enten er der præcis klokken 8, eller tre-fire minutter for sent...
så skal jeg da også lige skænke mig en kop kaffe og have med op, når dagen skal koordineres

og det er altså forkert... får jeg at vide.
nu har jeg det sådan, helt personligt, at når der ikke er et reelt problem, så skal man lade være med at behandle ting som problemer.

edit: jeg blev nemlig afbrudt

jeg ved da godt, at svaret er enkelt.
mød til tiden Bo... så er den skid lissom slået.
og så må jeg jo gøre en øget indsats for at nå det mål... nu hvor mine bedste intentioner tydeligvis ikke er gode nok
det er trods alt handling der gør forskellen.
_________________
Bo

[Solstice]

Jannik, hvis du læser det her, så er det en god omgang føle-føle asatro af værste skuffe, som ganske sikkert vil kræve både guldbajere og smøger at sluge...
men sådan får det være, når det nu engang er sådan det er...

Når man indimellem rager uklar derhjemme, af årsager man simpelthen ikke forstår, så kan man have et udtalt behov for at gå sig en tur...
om ikke andet så for at trave frustrationen ud af kroppen.
Nu har jeg ikke sådan en fed bykulisse som hovedstaden ville være... jeg tror ikke engang slagelse har egentlige bydele, med navne og stuff... vi har "kærlighedsvej" - Ghettoen. og det er det.
men tæt på hvor jeg bor ligger en forladt "fabrik"

eller det er i virkeligheden, et forladt dæk-center. det har stået tomt i nogle år nu, og jeg færdes der i perioder ofte. det er nemlig et godt sted at søge hen, når man får lidt spat af virkeligheden, eller bare ens liv som det indimellem kan te sig.

(alt det her er indtil videre bare fyld, hvis formål er at gøre det nemmere for jer at relatere til mig... og historien naturligvis...)

jeg tager aldrig knive med mig. jeg bryder mig ikke om at færdes med den slags... men jeg havde allivel taget en med idag.
jeg ved egentlig ikke helt hvorfor... jeg var røvfrustreret da jeg gik hjemmefra, og i min fantastiske ophidselse medbragte jeg en Joint og en kniv.
det føltes bare rigtigt... hvis i forstår?

nede på dækcenteret vandrede jeg først hvileløst gennem de tomme og hærgede haller...
jeg gik udenfor til en lille grøn plet af vildtvoksende hyld og pil. et enkelt dødt stykke træ fangede min opmærksomhed...
i det indtørrede træ trådte en rune tydeligt frem..
Odal
og måden den var brækket af en større gren på, dannede ovenover runen næsten et enøjet ansigt.

jeg forstod nu hvorfor jeg havde medbragt kniven...
(det blir bedre endnu, bare vent)

jeg satte mig på resterne af en lav mur og med kniven færdiggjorde jeg det allerede påbegyndte ansigt.
Odin
mit gudebillede sad jeg med i hånden.

jeg lod handlingerne tale for sig selv... lod alting bevæge sig inden i mig og uden på, som det føltes rigtigt.
jeg satte træet i jorden og knælede for det.

jeg sad længe og stirrede... jeg vidste præcis hvorfor jeg sad her og hvad det var jeg søgte...

Meget jeg fór
meget jeg forsøgte
megen erfaring jeg fik fra magterne;
...

sådan rådslog jeg med Odin.

jeg tændte min Joint og satte mig ved siden af gudebilledet... sad bare og sad...
og mens røgen fyldte mine lunger og trængte ud i mit blod mærkede jeg noget...
det er gas for fanden...
jeg blev bare skæv, der var intet hokus pokus over det.

jeg forlod dækcenteret og gik omkring i byen. gik i mine egne tanker, der kredsede om det der netop var sket... og jeg endte i en industrikvarterets gader, hvor pludselig noget... en fornemmelse i maven... fik mig til at hæve hovedet og kigge frem for mig.

der... ude i horisontens kiggede solen frem netop som jeg hævede hovedet.
himlen foran mig var tæt skyet men henover horisonten var et enkelt øjeformet hul i dækket, hvori solen nu stod et strålende øje... og der... lidt til venstre dannede sig i skyerne en klar aftegning af et lukket øje på en rød baggrund

det var som at se Odin selv i øjnene... af jeg blev bare stående... var nødt til bare at stå hvor jeg stod og være tilstede mens jeg stirrede ind i solen og billedet foran mig

og jeg vidste præcis hvad svaret var...
lige der i maven på mig...



ja ja... sååå deeeeet
_________________
Bo

[Solstice]

fjendebilleder

I disse dage - i kølvandet på endnu en generalforsamling i vores fantastiske land, er der en lille gruppe af folk, der nu bruger en solid mængde energi på at være indbyrdes uenige.

og nogen vil måske påstå, at det er ren sex med fluer, og andre vil mene, at det faktisk er af højeste prioritet at et opgør finder sted.
stridens kerne er en lille(?) gruppe i gruppen af en lidt større og ret spraglet gruppe.

denne lille kerne - antimonoteisterne kalder de sig - har valgt at bruge en mængde energi på at være i oprør, i opposition - ja næsten i højeste alarmberedskab.
jeg kan læse mig til en subjektiv beskrivelse af denne gruppe, der får dem til at fremstå næsten som en anden terrorist-træningslejr, hvor fysisk træning - den rette lære om de rette onde - strækmarch og uniformering - er en del af beskrivelserne.
og gruppen referer til sine egne tekster i svær divergens.

for deres tekster har været bragt i mindst 2 blade, der tilsammen når bredt ud i den større gruppe. og temaet er klart, at vi er i overhængende fare, og slemt undertrykte - og der bruges således masser af spalteplads og energi på at få argumenteret denne overhængende fare og undertrykkelse.
og retorikken i disse "manifester" lægger da også visse steder op til træningslejre med førnævnt soldateruddannelse.
men det frasiger man sig selvfølgelig, og henviser til at det er religionen, og riten der er i centrum, og ved hørget det foregår.

det kan da godt være det er rigtigt. det skal jeg egentlig ikke kunne udtale mig om... og jeg er egentlig også ligeglad.

men jeg finder det dog besynderligt, at man føler et så stærkt behov, for at spilde så meget energi på noget der næsten ikke engang i hypotesen udgør nogen former for trusler, for os.
skal man tro DF, så er der da naturligvis en god del af verdens befolkning, der er ude på at overtage vores land og dræbe vores kultur.
planen ser for disse mennesker - muslimer - ud til at være, at de gennem kraften af et åbenlyst mindretal, vil udsulte vores statskasse, dernæst vil de gennem lovgivning tage mere og mere land.
samtidig vil de med tilfældig vold og kriminalitet hærge, plyndre og gruppevoldtage vores damer - måske vil de yngle os ud?

denne gruppe af onde onde mennesker fra mere eksotiske egne, end os blegfede kartofler - har vores lille gruppe af antimonoteister så udvidet til at indbefatte også, alle jøder og alle kristne.
og så må man da ærligt indrømme - at hvis alle disse mennesker ville os til livs - så var vi sgu skidt stillet.

men så er det også at den uudgrundelige irationalitet, synes at nå sit højdepunkt... og boblen brister.
jo... vores land er da under pres... det kan man da ikke fornægte.
men fjenden er ikke synderligt fremmed.
for fjenden er nemlig os selv.

vi skal have et værdi-opgør... det skal vi.
så vi slipper af med alle de formørkede og begrænsende socialistiske ideer om ligeværd, ligeret og lighed... for det koster for mange penge.
så skal vi få gjort vores rige, rigere - for så kan vi nemlig regne med, at de gennem deres udprægede filantropi, vil sende deres ekstra penge i omløb, således at der vil blomstre arbejdspladser op, så vi kan forbruge endnu mere, så vi kan få endnu flere arbejdspladser... osv.

og så skal vi have gjort noget ved den der topskat.
den skulle sidste år have indbragt 900 millioner. og det er ret beset ikke det helt store, når man tænker på landets samlede budget. og det tjener så til et argument for netop at afskaffe den.
for som de siger - så vil det få direktørerne og alle de andre højtlønnede til at arbejde og forbruge mere, så vi kan få flere arbejdspladser, så vi kan forbruge mere...
men hvis der kun er tale om et så relativt lille beløb - så kan man jo spørge om ikke det ville være mere relevant at ramme en større gruppe i befolkningen.
for det er vel den almindelige arbejder, der må være interessant at få mere arbejde ud af, for at kunne opnå et reelt afkast af betydning


dernæst skal vi for alt i verden have gjort op med de fælles goder vi har tilkæmpet os lige adgang til...
det skal naturligvis ikke ske åbenlyst og direkte.
nej... først skal vi have udsultet og forringet disse - så man med rette kan sige at det ikke længere fungerer, og at det iøvrigt er alt for dyrt.

så vores hospitaler skal begrænses, så vi kan sende vores syge borgere på private hospitaler til priser der er 3 gange højere end på det almindelige sygehus -
og hvis ikke den privateklinik er placeret i vores nabolande - ja så er lægerne sjældent herboende ihvertfald.
og således sender vi penge til vores broderlande Norge og Sverige - og vores lidt mere suspekte brødre i tyskland.

dernæst skal vi have gjort noget ved de forbandede skoler og uddannelser.
vi skal spare på dem, skal vi... det er vigtigt.
ellers får vi jo aldrig den befolkning at godt uddannede, som er vores eneste råmateriale at sælge.
det giver for mig fantastisk mening.

så er det også vigtigt at vi får begrænset ledighedsperioderne, ved at sende disse dovne snyltere ud i ligegyldige aktiveringsprojekter og lignende.
for vi bliver syge - eller er dovne og pylrede - som aldrig før.
og så kan man sige, at det da ville være fuldstændigt hul i hovedet at spekulere i folkesundhed og hvorfor folk mon bliver syge... og hvorfor sygeperioderne bliver enormt lange.
for det er da indlysende, at med det fantastiske behandlingssystem vi har for eksempelvis den stigende gruppe af pylrerøve, som har fået den håbløse diagnose "depression" - er det alene dovenskab der holder dem hjemme i senmgen, under dynen, med selvmordstanker... for de har fået lykkepiller - og det må vel være nok.
og vi er fede, stressede og i dårlig helbredsmæssig tilstand som aldrig før...

og sådan kunne jeg så blive ved med at fylde på... men for nu at vende tilbage til det jeg startede med.
så er det jo ikke fordi vi ikke er pressede.
men man kan næppe tale om at vi er pressede religiøst.
og derfor virker det simpelthen som det rene idioti - eller bare almindelig indskrænkethed som synes synes at vinde bredt indpas i befolkningen generelt for tiden.
og skulle man tale om at vi var pressede på religionen
så er det vel nætte de monoteistiske medmennesker, der udgør den største trussel for os... men nærmere videnskaben, og en deraf følgende stigende atheisme, der ikke har ret meget andet til overs for os og vores tro, end latterliggørelse...
og henviser til vores ubegrænsede dumhed og ukontrollerede fantasi...
det flyvende spaghetti monster er sammenligningsgrundlaget...

hvis du spørg mig.
og det gør du, hvis du stadig læser med.

så synes jeg, at hele ideen om et monoteistisk uvæsen, ret beset lyder som det rene og glade vanvid, fra nogen der savner noget at være fælles om.
en fælles fjende, man kan samles om at hade, nu hvor vi ikke kan blive enige om at samles om noget at være fælles om...
og her er frygt og had jo faktastiske redskaber . uanset hvor forrykt et fjendebillede man bliver nødt til at skabe, for at mobilisere disse størrelser i mennesket...

måske mangler de bare sex?
det spørg jeg ihvertfald mig selv om
_________________
Bo

[Solstice]

måske er jeg republikaner

det er egentlig ikke noget jeg har skænket ret mange tanker før, må jeg indrømme.
jeg plejer at være ligeglad med diskusioner omkring kongehus, apanage, og hvad man ellers kan diske op med, i snakke og diskussioner om kongehuset, og dets berettigelse, eller mangel på samme.

men på en dag som idag, må jeg indrømme, at jeg tror jeg er republikaner.
jeg tror sgu egentlig godt jeg vil sælge kongehuset, og hele deres væsen... og gerne til lavest bydende.

jeg plejer at bære over med... eller bare være ligeglad... når medierne disker op med historier om skandaler, bryllup, børn, Henriks mindreværd eller seksualitet, rygning, frederiks mundlort og Joakims idioti, slottet i møgeltønders drift osv osv.
idag er jeg grænseløst irriteret.

hvad fanden rager det mig, eller Danmark i det hele taget, at en eller anden skøge med blåt blod fra Sverige skal giftes?
og så midt i VM?
jeg er helt ligeglad med VM, vil jeg gerne tilstå - elvom jeg da godt kan fryde mig lidt, når jeg tilfældigvis opdager at mexicanerne tævede frøspiserne, og at The-drikkerne gjorde det ualmindeligt ringe mod algeriet...

men helt ærligt.
tv2 har linet op med deres bedste. Jess dorf på lykkepiller, og en euforisk svensk, men danskkyndig kvinde...
og de sender den ene ligegyldighed ud i æteren efter den anden

"de er tydeligvis meget glade for hinanden"

det siger manden i mit fjernsyn... "de er tydeligvis meget glade for hinanden"
ja hvad fanden havde du regnet med... det har sgu da absolut ingen nyhedsværdi, at brudepar er glade for hinanden... heller ikke at de er meget glade for hinanden...

selvfølgelig er der noget (national)romantisk over de her kongehuse...
det er jo noget med tradition og symboler og...
men så er det fandme også det.
mage til dekadente og overbetalte bistandsklienter skal man altså virkelig virkelig lede længe efter.

og de bliver ved med at spytte ligegyldigheder ud...
nu er de på karettur, så skal de ud og sejle, hun ligner jackeline kennedy, dem på hest har været i afghanistan - det er ikke bare paradesoldater, 250.000 er mødt op for at se dem køre rundt, og prøv at se deres trav - og se nu... der er en der slår over i gallop, det skal de jo ikke... og kåre... du ved jo, hvad man skal gøre hvis en hest bliver urolig...

og det hele krydses af kronprinsessens (som altså udtales med tryk på KRON og SES) stive og kunstige smil - for det blir et smil i samme grimasse altså efter en halv time i samme fold

det koster 20 millioner...
men den svanske konge har betalt halvdelen - med penge han har fået af det svenske folk


hvis jeg kan slippe for gentagelser af det her cirkus... så tror jeg sgu godt jeg vil være erklæret republikaner.
også selvom kongehusene konverterede og blev asatro.
jeg synes virkelig de er irriterende
_________________
Bo

[Solstice]

Twin Dydoe

Oh my...
that was not my finest hour.

det har ingen relevans, for noget som helst...
og så alligevel.
hver gang jeg går igennem det her, kan jeg ikke lade være med at tænke på fortidens manddomsprøver og overgangs, og renselsesriter...
for det er en mental rejse ud i selvkontrol.
det er sgu næsten spirituelt

jeg er ikke sikker på jeg faktisk nogensinde har været så nervøs før.
1 time før ca, gik det op for mig, at der faktisk ikke var så lang tid til jeg skulle pierces...
og så kom alverdens skrækscenarier ellers bare rullende ind på stribe...

hvad nu hvis jeg spjættede når hun stak, fordi smerten overraskede mig.
hvad nu hvis hun ganske enkelt bare fucker i det med nålen
hvad nu hvis der går betændelse i den på roskilde
vil jeg kunne holde betændelse i ave, eller nede overhovedet, hvis det skulle komme dertil
gad vide om betændelse i et par piercinger kan føre til koldbrand
fuck mand... prøv at tænk hvis min forfængelighed, viste sig at koste mig Pikken (æret være dit navn)

og så fik jeg ellers akut skidetrang, af den nederen slags...

da jeg endelige nåede derop, og skød det sidste af min smøg fra mig, havde jeg netop mentalt underskrevet min egen dødsdom, og det var min skæbne jeg var på vej ind for at møde.

sveden haglede af mig... det var fucking vildt...
og jeg må indrømme... jeg havde forestillet migselv være en anelse mere kæk og kæphøj, den dag min Pik (æret være dit navn) skulle berøres af to forskellige kvinders hænder samtidig...
men jeg var ikke det mindste kry, eller cocky...
jeg ventede bare på at dø en langsom og smertefuld død


tangen gjorde monster ondt... sådan virkelig fucking ondt... og der skulle naturligvis gives instruktioner imens, hvilket trak tiden i smerte yderligere...
"så tager du lige en dyb indånding..."

jeg tror jeg skabte vakuum nærmest... men det var faktisk ikke så slemt, da det kom til stykket, det der stik.

men nummer to...
altså jeg havde allerede stiftet bekendtskab med tangen... så jeg må indrømme, at min tilstand kun forværrede sig.
sveden blev lidt mere hidsig...

tangen gjorde overraskende ondt anden gang... men nok mest fordi jeg var pisse bange for den
men stikket... fucking fuck mand!!!
det føltes som om hun brugte en grydeske, og nu hvor hun alligevel var inde, kunne hun jo ligesågodt tage hævn for alle de irriterende "propeller" hun gennem sit liv har været udsat for... og med tiden også ville blive udsat for
selvom det selvfølgelig kun tog et splitsekund, og egentlig var et ganske clean cut...

og så blødte lillemanden ellers.
det er hårdt for ens psykiske nerver at se sin Pik (æret være dit navn) tabe blod i litervis nærmest.
men jeg gjorde det.
og jeg er for fed

drengen er død
manden er født

det er helt bestemt min dag, i dag...
but then again
det er min dag hver dag
_________________
Bo

[Solstice]

lappeløsninger

ja... Danmark er i sandhed et kunststykke ud i lappeløsningens kunst.
lovgivningen består efterhånden ikke af meget andet end halvfærdige hovsa-løsninger på mere eller mindre fiktive problemer.

og i disse sparetider, ser det ud til at gå helt galt.
Slagelse kommune påtænker eksempelvis at spare så kraftigt i beskæftigelsen til handicappede - samt andre marginaliserede grupper der har behøv for beskyttet, eller støttet beskæftigelse - at min organisation alene på personaleområdet vil skulle fyre op imod 25% af den samlede stab.

det er meget.

oveni skal der så lægges de meromkostninger, som de nu ikke-aktiverede mennesker vil betyde for socialpsykiatrien og handicapområdet.
og dertil de menneskelige omkostninger, for både personale og brugere.
vi taler her, øget arbejdspres, øget sygefravær, social isolation, tab af livkvalitet og mening, tab af hårdt tilkæmpede kompetencer, uvurderligt videnstab osv osv osv.
men her og nu, udløser det kroner og øre i kommunekassen...

alt det er naturligvis noget jeg står begravet i til halsen, og forståeligt nok er en smule indigneret over...

men hvad jeg egentlig vil frem til, er den besynderlige adfærd som hele nationen i disse dage excellerer i

ekstrabladsmentalitet.

som en voldsom overraskelse og et super scoop, har tv2 afsløret brådne kar i hjemmehjælpen.
noget vi alle vidste var der i forvejen.

for det findes alle steder.
fordrukne og sjuskede håndværkere
svindlende mekanikere
grådige chefer
uengagerede plejere og pædagoger

det er ikke svært at finde disse eksempler.

og nøjagtigt som med Strandvænget, for nogle år siden, har denne "afsløring" affødt reaktioner af en helt underlig slags.
pludselig er befolkningen forargede, indignerede... ja påberåber sig ligefrem at være engagerede i vores ældre og ældreplejen...

jeg tror nu mere bare det er en undskyldning for at komme af med noget galde, og få lov at slå på nogen.

på facebook læste jeg så igår en statusbesked, hvori forfatteren mente at løsningen på hjemmeplejens "afslørede" problemer, var så enkelt som et stregkodesystem...

og under denne 35 kommentarer med stort set istemmende ordlyd

og så hopper kæden af for mig.
jeg vidste godt at danskerne havde lidt bøvl med folkesundheden... men at vi ligefrem havde termitangreb i hukommelsen... det overrasker mig alligevel.

det er ikke andet end et par år siden vi afskaffede netop dette... dengang kaldte vi det et minut-tyrranni... og effekten af det var stigende sygefravær grundet stress...
for det er hvad der sker, når mennesker konstant føler at de skal skynde sig, at de er bagefter, at de bliver overvåget osv.


enkelte organisationer har været fremme i medierne og sætte fingeren på det, der nok er denne branche... samt min branches... største problem
- at alt kan bruges.
kommunerne omskoler folk i et væk til pædagoger og sosu'er
folk der ikke gør det af lyst, men fordi det trodsalt er bedre end aktivering.
et uddannelsesniveau, der er under al kritik...
jeg mener... jeg har scoret 12 i flere opgaver og eksaminer... uden at have åbnet en bog...
jeg har siddet i klasseværelset og modtaget undervisning, sammen med medstuderende der var så blanke, at de næsten fortjente en plads i min organisation...
og som alligevel bestod med ganske fine karakterer...

der er heller ikke langt mellem de lidet intelligente sosuer...

et andet problem er modløshed og manglende engagement...
det kommer af ikke at kunne løfte opgaven tilfredsstillende.
det kommer af at arbejdet efterhånden bliver mere og mere meningsløst...

man mister lysten, man brænder ud... og man bliver til en af de der mavesure og egocentrerede pædagoger eller sosu'er, som har egne behov længere fremme end i forreste række...

men det gider vi ikke snakke om...
det er nemlig meget sjovede at lege lynch-mob...
og politikkerne elsker at de nu har noget kød at føre populær-politik på... så de kan stå i kø for at komme med den ene dårlige lappeløsning efter den anden...

og i sidste ende... så viser det hele sig nok at være en storm i et glas vand...
_________________
Bo

[Solstice]

Herre meget speciel, totalt individuel, selvstændig og mega original


det er sindsygt meget oppe i tiden at være det.
altså herre meget speciel, individuel og selvstændig.

det er faktisk noget af det vi ser som aller vigtigst og efterstræbelsesværdigt... hvis ikke man lige er en af dem, der selvfølgelig råber op om, at det er forfærdeligt at være anderledes.

illusionen er bare forrykt, og så dum.

men vi kan godt li ideen og tanken... det kan vi.
når vi slentrer ned af gågaden, med vores Björkvin bluser, levis jeans (Jack &Jones hvis det er i Jylland), nyklippet garn af den moderigtige trendy slags, smarte sko, fede tasker osv.

vi smider om os med holdninger og statements, tyvstjålet fra andre.
men det lyder fedt, og er vi heldige, kan vi derigennem sælge ideen til andre, om at vi ihvertfald stikker udenfor, og er en af de der "originale"

og gud forbyde vi ikke kan sælge holdningen, stilen, os selv, på det der svarer til et 10 sekunders reklamespot, krydret med lidt sex.

for vi vil ha det gode liv.
det vi ser på tv, i bladende.
det musikerne fortæller os om, når de synger om brændende sex, livet på natklubben, dyre damer og hurtige biler.
det hele

og så kan vi med god samvittighed påstå, at vi er soget særligt, og særligt selvstændige, og
uden at spekulere 2 sekunder på, at alt hvad vi siger og gør, hele vores forbrug, er bygget op om det vi bider på.

det er da ikke tilfældigt at vi vælger coca cola, D&G, Björkvin, Circa eller noget som helst andet.
det skyldes branding og markedsføring.
product-placement.

og vi æder det råt gør vi.

derfor bliver jeg indimellem lidt fornærmet på sådan en... gamle bitre røvhul's agtige måde... når der sidder nogen, der iøvrigt har brugt ihvertfald 2 timer idag, på at få det helt rigtige og totalt casual og tilfældige "alternative" look, og fabler om deres uindskrænkede individualitet, og frasiger sig enhver form for forfængelighed, forbrugerisme, naivitet osv.

jeg selv er røv forfængelig.
der er da ikke en eneste piercing der er tilfældig.
jeg klipper da heller ikke håret med lukkede øjne
eller vælger tøjet i blinde...
ok... indimellem må man jo nøjes med det outfit der er rent... men altså...

og jeg ville da også lyve, hvis jeg påstod at jeg ikke sælger mine holdninger gennem slagord...
det er nemmere for folk at bide på krogen, hvis det lyder godt, fremfor, hvis det er solidt argumenteret... så hvorfor ikke hoppe over hvor gærdet er lavest...
springe hele argumentationen over, og bare koge det hele ned til et par enkelte sætninger, der flyder godt

det er sgu da ikke tilfældigt.
og der er da salgsteknik i hele pisset.
jeg har da et budskab...
det har vi da alle.

jeg fik spørgsmålet:
hvad nu hvis man ikke ser fjernsyn, går med skyklapper osv...
er man så også bidt på krogen fra de multinationale....?

yup...

for vi henter jo alting andre steder.
om det så er i bøger vi læser, eller i samtalen, med ham/hende vi ser op til...
vi er påvirkelige, og vi lader os påvirke.

Tacitus skrev da heller ikke "germania" alene fordi han syntes det var spændende...
han havde da en dagsorden... rettet mod den romerske overklasse

Saxo forsøger jo også at sælge sit folk, i sin "Gesta Danorum"

inuit betyder folket... eller mennesker...
med henvisning til "vi er de bedste"

det er nemlig ikke et nyt fænomen.
alle folks oprindelige fortællinger, fortæller at de stammer fra deres gud... for de er de eneste rigtige... sådan er det bare
så at vi er håbløst uselvstændige flokdyr, burde ikke overraske nogen.

men det gør det
der er ihvertfald ingen der gider høre på det.
vi vil nemlig hellere fortælle os selv som
"herre meget specielle og totalt selvstændige og individuelle"
mens vi pakker os ind i masseproducerede produkter, og på bedste vis prøver at efterligne, den limpind vi nu engang er bidt på.
så vi kan fremstille os selv, som lige så fantastiske, som det vi efterligner...
også selvom vi er stået af rotteræset, og syer vores eget tøj, ikke har tv, osv.

for hvorfor er det nu lige vi har valgt det?
hvad er det nu lige for en ide man er bidt på der?

vi er nemlig selvfede og navlebeskunde i en helt uhyggelig grad idag.
kun det bedste er godt nok til os... fanden kan tage pøbelen, og alle dem der lader sig nøje og ikke er i stand til at tænke selv...

men hvor ville der dog være få tilbage at samtale med så... hva...

der var engang en der forklarede mig, at runen Odal, Othala (og hvad den ellers hedder) var billedet på "dværgen på kæmpens skuldre".
vi er dværgene, der står på kæmpernes skuldre.
han brugte det i betydningen arv og slægt.
at vi står på vore forfædres skuldre, som dværge i nutiden.

billedet rammer sgu meget godt.
men hvem er kæmperne?

man er naiv, hvis man for alvor tror at vi er frie, selvstændige... og i særdeleshed herre specielle
almindelig logik siger iøvrigt.
at hvis det er almindeligt at være speciel, så er det specielle jo slet ikke specielt længere... men almindeligt... og så følger man jo også bare strømmen ik

jeg skulle bare lige ha det ud.
det brændte lidt nemlig
_________________
Bo

[Solstice]

Multi-etnisk

Der er den ting ved chili, forstår jeg nu, at det blandt andet fuldstændigt kurerer mundtørhed…

I en hverdag, jeg endnu ikke helt ved hvad jeg skal bruge til, er det godt at verden har den forunderlige evne, at skabe oplevelser, man slet ikke vidste man manglede.
Pizzamanden og mig, har indimellem lidt bøvl med at forstå hinanden – tror jeg i hvert fald. Og det tror pizzamanden også, er jeg begyndt at tænke.
Vi står i hvert fald ikke sjældent, når jeg køber mad hos ham, og oplever et sandt kommunikationshelvede begge to.

Jeg skal ha den her, og en kebab
Ja Chak min ven… skal du ha andet?
Nej tak… jo altså, jeg skal bare ha den med i hånden.
En khibab?
Ja??? … - og fantaen
Fancha… og khibab… bare med i hånden ik?
Jo???
Ja chak min ven

Og jeg ved at det uundgåelige spørgsmål vil falde om lidt

Sjka du ha Chili i min ven?

Jeg laver det internationale håndtegn for ”en lille smule” mens jeg siger det højt ud i rummet
En lille smule bare
Ja chak min ven.

Og han kommer med min mad. Jeg rejser mig, og vi mødes henover disken.
Værsjjgo min ven
Tak
Du må godt cha zervietter
Tak???
Velbekomme
Tak!!!

Det er rædselsfuldt.
Og jeg ved, at om 5 minutter, kommer jeg i tanken om at ”en lille smule” virkelig er et relativt begreb.
Men med det samme er min mundtørhed fuldstændigt kureret… og har egentlig været det lige siden.
Og det er nu snart 40 minutter siden jeg slugte den sidste bid.
Til gengæld lider jeg nærmest af savl nu.


Note:
den pludselige øgede brug af danske retstavningsregler, skyldes alene Word, og ikke at jeg er begyndt at tage mig sammen
bare hvis nogen undrede sig
_________________
Bo

[Solstice]

jeg ved ikke helt om Pierre er død, eller om jeg bare er begyndt at blive bedre til at styre mine branderter egentlig.
sidst vi hilste på hinanden, rendte jeg nøgen rundt på Roskilde, med en flaske, næsten tom Jack i hånden, og endte med at sidde nede i grøften og pisse i al min nøgenhed... missionen var at aflede opmærksomheden fra en anden tissetrængende

skal det være Rock 'n' Roll, så skal det være Rock 'n' Roll

Jeg ved at Pierre ihvertfald aldrig vil finde sig i mit lille køkken
han ville ganske enkelt smadre alt derude, fordi der jo overhovedet ikke er plads til armbevægelser, af nogen art.
køleskabet lider iøvrigt også af inkontinens - periodisk ihvertfald
og min kogekunst er nu så udviklet, at jeg kan brænde smør på... helt uden at koncentrere mig om det...

men hvis Pierre er død, skal han da ha en epitaph...?
et epitafium...?
gravskrift for fanden.

Pierre var den her lettere homofile franske madpsykopat, med et ego på størrelse med rundetårn.
ufejlbarlig
og temmelig irriterende.
og har desuden aldrig nogensinde sat en fod i Frankrig
men når man er så skeløjet som ham... så gør det altså ingen forskel.

han er stadig den sejeste franskmand, jeg ville ønske jeg aldrig havde kendt.

hvis han nu alligevel ikke skulle være død...

så kan han som hovedregel genkendes på at han er fuldstændigt blottet for selverkendelse
rimelig fedtet garn
højtråbende og helt fremme i skoene
og så er der gået lige rigeligt Picasso i de tænder der!!!

bare lad være med at sige noget til ham - for guds skyld, snak ikke med ham - så går han nemlig som oftest videre

til sidst vil jeg gerne lige bringe et af Pierres egne ord, fra hans erindringsbog

Mæsjø Pierre Garcon le Cheff... 100% fransk madspasser

"ej hvad hedder du rigtigt"
"pierre for fanden!"

Lærerskolen i Ollerup er for ignoranter der intet aner om finere fransk madlavning... jeg delte ellers lige festen i 7 hold... eller noget i den stil... og sendte dem på jagt efter ingredienserne til...
Le kvæk Petit... det betyder ristede frølår... for dem der ikke kan fransk...


ikke en eneste rejste sig op... eller jo... men hun stod op i forvejen... hun var bare så lille at det lignede hun stadig sad ned...
ej der var faktisk to... de kom med tomater og majs... ikke det jeg havde bedt dem hente... tror de skulle hente næsehornschampignon... eller noget i den stil...

men så opfandt de en smart drink istedet... Vodka... og tomat med salt og pebber... ikke et hit...
den var faktisk ret modbydelig...
men hey
"jo... Pierre for fanden... det er jo fransk"
"øh... ok!"



"og hvilken årgang går du så på... 7. 8.?"
"ingen"
"jo kom nu... og hvad hedder du rigtigt?"
"Pierre for fanden... og jeg går her ikke"
"hvad laver du så her?"
"jeg er kokken... jeg skulle lave mad til jer... men i er jo nogen ignoranter"
"hvor er du plat!"
"ja... og du er lille..."

så tror jeg nok hun vendte øjne af mig... men det var svært at se... for måske kiggede hun bare op på mig... dernede fra... med sine ufokuserede skelende øjne...
mopset er jeg ret sikker på hun blev...



In loving memory of: Pierre Garcon le Cheff


_________________
Bo

[Solstice]

Facebook

jeg har haft den fornøjelse at blive udråbt som pædofil på facebook...
som en slags "Ha... da fik du vist dén hva" tror jeg.

men i skal da ikke snydes for den gode action













jeg synes altså at det har en god underholdningsværdi
_________________
Bo